Finally, an adventure! ~ Kashmir.

T: Klokken er omkring 16:40
S: Ved Thorin’s gate
V: Faktisk står solen højt på himlen og der er næsten ingen skyer.
O: Altså kun de to, Kasmir og Marylonna, nogle træer og sådan.
P: Hun er iført et par brune bukser, en grøn halvlang trøje og en mørkere grøn rejsekappe. Så et par brune støvler, som bukserne var skubbet ned i, og hendes pille kogger, samt buen. Og så to små dolke.

To skikkelser kom gående mod Thorin’s Gate. Den ene af det mandelige køn og den anden af det kvindelige. Den kvindelige gik under navnet Marylonna. Hendes mørke hår har løst ned over hendes skuldre.
Hun holdte i et fast tag om buen, imens hun gik uden at sige et ord. Trætheden havde endnu ikke nået hende, fordi hun var ret oppe at køre over at hun endelig havde fået mulighed for at forlade rivendell, og rejse ud i den verden, hun aldrig havde set særlig meget af.
”Du... Jeg fik vist aldrig dit navn” sagde hun langsomt, og så lidt over mod ham, imens hun forsatte med at gå.

Kashmir så på hende og kiggede så ned. "Jeg fik heller aldrig dit, men nuvel jeg hedder Kashmir" sagde han. Han bed sig i læben, og havde et specielt smykke om halsen, et smykke med en rød glød i. I den halskæde var noget ganske særligt, som han havde fået. "Kender du Thorin? Dwalin? Nos?" spurgte han. Han kendte de dværge, som Kashmir havde været til festival med, han kom hele vejen fra Rivendell til Thorin's Gate, og festivallen blev holdt i Thorin's Hall, som ligger op af nogle trapper, Thorin's Hall var engang et gravkammer, men ham som lå i det blev vækket til live og flygtet sammen med Ivar.

Hun smilede en smule, da han fortalte sig navn. Ikke fordi navnet var grimt, men fordi han indledte det med det han gjorde. Det havde moret hende en smule. "Jeg er Marylonna," sagde hun roligt. Hun vidste godt han ikke havde spurgt, men det var jo mest fair at han fik hendes, nu da hun havde fået hans.
Hun overvejede lidt hans spørgsmål, men rystede så på hovedet. "Jeg har altid gerne ville møde dem, men det har jeg aldrig. Hvad med dig?"spurgte hun og så på ham. Hun stoppede op og så lidt rundt. De var nået frem nu, og derfor var hun stoppet op. Hun skulle lige vænne sig til synet.