At finde fred i sit hjemland - Marylonna

S: Rivendell/Kløvedal.
T: Klokken er ca 15:03.
V: Solen skinner en lille smule, men ikke meget.
O: Elvere, som måske nok smeder eller læser bøger.
P: Billede.

En elver, ved navn Kashmir Avonnan Rivers. Sad i Elrond's hus, som han plejede at finde fredeligt. Mester Elrond sad i sin stol, hvor han bare kiggede ud på alle elvere. Kashmir kunne ikke stole på Elrond, men på en måde en lille smule alligevel. Kashmir var en helt normal elver, og siden han var lille ville han være kriger, men Elrond forbudte ham det. Som om Elrond menede at Kashmir ikke kunne kæmpe, Kashmir havde ellers meget erfaring efter ham selv, men han skal have Elrond's lov. Ellers må han vælge et gå fra Kløvedal/Rivendell, men ikke alene. Han ville have nogle venner med, som kunne stå ved hans side og kæmpe med ham. Men ak og ve, hvad skulle Kashmir gøre? Skulle han bare sige til Elrond, at han ville? Måske og måske ikke, kunne han blive landsforvist, og blive dødsdømt hvis han kom igen? Tankerne fløj i hans hoved. Og han valgte bare at sidde på en bænkk, og kigge ud i luften.

En mørkhåret pige, trådte ind i Elrond's hus. Hun var klædt i en mørkeblå kjole, som gik ned til hendes ankler, og havde en meget åben ryg. Hun bar nogle brune støvler, og hendes hår hang løst ned omkring hendes ansigt. Pigens navn var Marylonna Thredith Prima. En af de mange elvere i Rivendell.
Marylonna lod blikket løbe rundt på stedet. Elrond sad i sin stol, og rund om ham var der andre elvere. Nogle hun kendte ved navn, og andre var næsten fremmede for hende.
Hun lod sine øjne glide i et kort øjeblik, for ligesom at tage sig lidt sammen. Hun ville nemlig spørge Elrond om det var muligt for hende at rejse ud i landet. Aldrig før havde hun set den verden hun boede i. Hun havde kun set et lille område omkring Rivendell, og det var ikke nok for hende. Hun var en sand eventyrer, der ikke bare kunne leve inde i Rivendell, på trods af hvor stort det var. Hun manglede noget nyt og spændende i hendes hverdag. Noget der kunne give det hele et lille kick, så hun ikke altid gik rundt og lavede det samme som alle de andre elver-kvinder, af samme rang som hende.

Kashmir så straks en elverkvinde komme ind, hun så faktisk ret godt ud, men han tænker ikke rigtig på sådan noget. Han vidste at der var noget særligt ved hende, han vidste ikke rigtig hvad hendes navn var. Så han rejste sig og gik hen imod hende. "Mae govonnan" sagde han og smilte til hende. Han så lidt ned men kiggede så op på hende igen. Hendes ansigt så smukt ud, hendes kjole så pragtfuld ud. Han kunne bare ikke sige særlig meget, ikke andet end hej til dem han ikke har mødt. Kashmir bed sig kort i læben, og tog håret væk fra øjnene. Hans bue var klæbet til hans ryg, og hans sværd i sin lange sværdholder.

Marylonna vendte langsomt blikket mod en stemme, da den brød ind i hendes tankegang. Hun så på en mørkhåret elver, der vist lige havde hilst på hende. På trods af at hun altså ikke var helt sikker, da hun havde gået lidt i sine egne tanker. Hun smilede dog bare mildt til ham, imens hun blot så på ham. Pæn muskulatur, og ikke alt for fremtræden, underligt udseende. Bare mere eller mindre normalt, men alligevel lidt anderledes.
"Mae Govonnan," sagde hun roligt og så på ham. Egentlig plejede hun ikke at snakke elvisk, normalt snakkede hun bare som alle andre. Så alle havde mulighed for at forstå hende, altså de andre racer.
Marylonna førte en hånd igennem det mørke hår, fordi noget af hendes pandehår var gledet ned foran hendes øjne. Hun så kort over mod Elrond, da hun jo egentlig skulle snakke med ham, om noget ret vigtigt.

Kashmir så på hende, han smilte blidt til hende og så kort ned. "Skal du tale med Elrond? Jeg tror ikke på ham, jeg ved ikke hvorfor men jeg tror ikke på ham. Jeg syntes ikke det er retfærdigt, at dem der vil kæmpe ikke må. Hvad frygter han?" sagde han. Han var vandt til at snakke normalt, og ikke elvisk, han vidste ikke hvorfor for han havde ikke mødt andre racer end elvere. "Hvis du skal tale med ham, må jeg hellere lade dig gå" sagde han. Han så op på Elrond med er meget mistroisk blik. Men nu måtte han fortælle Elrond noget.

//Du styre dem du taler med, altså bare ikke brugere :p//

"Ja, det skal jeg faktisk," sagde hun roligt, og så igen over mod Elrond. Hun så lidt efter på ham igen, og lyttede til det han sagde. "Det vil jeg gerne give dig ret i. I hvert fald at han burde lade dem der ønsker at kæmpe, kæmpe!" sagde hun lavmælt, fordi hun ikke ønskede Elrond hørte det.
"Ja, du har nok ret. Jamen så farvel," sagde hun og smilede en sidste gang til ham, inden hun så gik hen mod Elrond. Hun stoppede op foran ham, og gik ned på knæ, bare for at vise en smule hengivenhed.
"Elrond, jeg er kommet for at spørge dig om noget vigtigt..." sagde hun langsomt, bare som en start.
Elrond forholdte sig blot tavst, og så på hende med det samme seriøse blik som altid. Det tog hun som om at hun gerne bare måtte forsætte, så det gjorde hun.
"Jeg ville blot spørge dem om, det ikke var muligt at jeg måtte drage herfra i en tid. Så jeg kunne opleve den verden vi lever i. Dets mange fantastiske steder og sådan noget.. Selvfølgelig vil jeg vende tilbage hertil, og jeg vil ikke blive væk for længe.." hun stoppede så, fordi hun overvejede sine næste ord, og fordi hun gerne ville høre hvad han havde at sige til det.

//Undskyld det langsomme svar.//

//Jeg logger nu, skal nok svare når jeg kan//

//okay.//

Kashmir mærkede kulden, pludselig kunne han mærke nogle få regndråber. De fleste af elverne gik indenfor, men ikke Kashmir. Kashmir sukkede og mumlede lidt. If i could give you something, that you want to keep. And not to delete, i want your heart to keep. And i promise i don't wanna delete it.. sang han inde i sit hoved, hans tanker var formørket og en svag stemme kaldte på ham. Han rejste sig og hørte efter stemmen, alle andre som talte's stemme blev svag, og han kunne kun hører stemmen som kaldte. Han så ned og regnen styrtede ned, hans hår blev vådt, og han gik så hen imod broen til elver-husene. Han kiggede bare på broens fliser, simpelthen ikke andet end fliserne.

"Hør, jeg forstår udmærket dit ønske om at forlade stedet for en stund, men det er ikke bare noget de sådan kan gøre... Det kræver at nogle drager med dig. Nogle der ønsker det samme som dig.." sagde Elrond. Marylonna nikkede fast, og lod blikket løbe lidt rundt. Hun kunne se dråberne ramme jorden, og det gjorde hun ikke kunne lade vær med at smile lidt. Hun elskede regn. Dog vendte hun hurtigt opmærksomheden tilbage mod Elrond igen, fordi hun jo var nødt til at være lidt seriøs. "Så Elrond, det du siger er, at hvis jeg blot finder nogen der kan drage med mig, så har jeg tilladelsen til at drage afsted, hvis jeg så også kommer tilbage igen?" spurgte hun langsomt. Egentlig regnede hun med at det var rigtigt forstået, men hun ville alligevel gerne have det bekræftet.
"Ja, det gør jeg," sagde han roligt, med samme seriøse blik.
En glæde strømmede gennem Marylonna, fordi hun nu havde fået lov. Problemet var nu bare, hvem der skulle drage med hende. Ingen af dem hun kendte ville med, så hun var lidt på bar bund.

Kashmir kunne endelig høre igen, men han havde hørt hvad Elrond havde sagt. Han gik over til Marylonna og så på hende, med et alvorligt blik i øjnene. "Jeg skal nok drage med dig, du kender mig ikke og knapt nok mit navn, men jeg v ønsker samme som du og jeg vil gerne afsted som du" sagde han. "Vi kan klare det, jeg ved det og vi kan ikke blive her ret længe" sagde han, han vidste ikke hvorfor men han havde set noget med at der snart kom orker og meget værre her. "Vi må og kan heller ikke, jeg kan tage med dig, enten Gråhavnene eller et fremmed sted i ødemarken med en fremmed elver" sagde han og kigge på Marylonna, han ville hjælpe både hende og ham selv.

Marylonna så mod personen der snakkede. Det var den samme dreng som hun havde snakket med tidligere, drengen hvis navn hun aldrig havde fået af vide.
"De-Det lyder godt," sagde hun langsomt. Hun vendte så hovedet mod Elrond, som blot nikkede en anelse.
"Mange tak Elrond," sagde hun langsomt, inden hun så så på drengen igen. "Vi må nok se at komme afsted snart så, det har du ret i. Jeg skal bare op og klæde om til noget ordenligt, og hente mine våben..." sagde hun roligt. Hun var egentlig en smule seriøs, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at smile lidt, fordi hun var utrolig taknemmelig for at han ville drage med hende.

Kashmir nikkede til hende, og straks gik han op og pakkede, han så på en billede som han bare kiggede på. Hans øjne blev blanke, men han lukkede dem. Han gik ned til Elrond og smilte taknemmeligt. "Vi vil ikke svigte dig mester Elrond, men pas nu godt på" sagde han. "Jeg vil gøre hvad jeg kan, og alle skal til Gråhavnene, for to grunde, mange elvere er svækket og fordi orkerne og værre snart kommer, hør K.A.R lov mig nu at passe godt på hende, men stol også på hende ikke?" sagde Elrond. "Jeg vil gøre hvad jeg kan, jeg lover dig intet, jeg skal nok prøve men intet et muligt" sagde Kashmir. Elrond nikkede tavst.

Marylonna forlod også stedet, for at gå op og pakke. I stedet for den blå kjole, iførte hun sig et par brune bukser, en grøn halvlang trøje og en mørkere grøn rejsekappe. Så et par brune støvler, som bukserne var skubbet ned i, og hendes pille kogger, samt buen. Og så to små dolke.
Efter det proppede hun hurtigt nogle ting ned i en lille taske. Alle nødvendige ting, to tomme 'vandflasker', og sådan noget. Og så hendes blå kjole, fordi det ville være smart at have noget ekstra tøj.
Derefter forlod hun rummet, og gik ned til dem igen. Hun nåede ikke at høre deres samtale, men nåede kun derned til de sidste ord, drengen sagde; "Men intet er muligt." Hun så lidt på dem, med et fast blik, og uden at fortrække en mine.